Menu

Arthur Køpckes Arkiv

Introduktion

Arthur Köpcke: Hommage à Malevich, 1960.
Olie på pap, 100 x 70 cm.
Statens Museum for Kunst. © Arthur Köpcke / VISDA

Arthur Køpcke – eller Köpcke, Koepcke eller Køpke som han også skrev sit efternavn – er i dag en højt estimeret kunstner. Også det galleri, han i årene 1958 til 1963 drev med sin hustru Tut, har med tiden fået stor anerkendelse, både i Danmark og internationalt. Men for begge dele gælder, at det hovedsagelig er hans deltagelse i og bidrag til nyrealisme og Fluxus, der har vakt interesse. Den tidlige periode i Danmark, årene fra 1958 til omkring midten af 1960, hvor den informelle kunst var dominerende, har ikke pådraget sig meget opmærksomhed. Hverken når det gælder Køpckes eget arbejde eller de udstillinger, der blev vist i galleriet.
Med godt og vel 620 dokumenter, fortrinsvis breve, belyser digitaliseringen af galleriets arkiv, som findes på ARoS i Århus, netop denne periode. Foruden brevene indeholder arkivet andet materiale såsom invitationskort, udklipsbøger, transportpapirer m.v. Samlet giver det indblik i kontakten med kunstnere og udenlandske gallerister og den daglige drift af galleriet. Der er dog en enkelt (for eftertiden væsentlig) undtagelse: Oplysninger om salg og andre regnskaber findes stort set ikke i materialet.

Gå direkte til søgning

Fra begyndelsen var galleriet internationalt orienteret. Køpcke, som var tysker, havde bosat sig i Danmark i 1958. Måske kendte han på dette tidspunkt ikke særlig meget til dansk kunst og kunstliv. Måske var han ikke interesseret. For gennem en af sine nære venner fra Hamburg, maleren Egon-Karl Nicolaus, havde han nemlig mulighed for at finde kunstnere i Paris. Nicolaus havde slået sig ned i Meudon, nær Paris, som var et internationalt kunstnerisk centrum i denne periode. De to traf en aftale om, at Nicolaus kunne fungere som en slags agent for Køpcke i Paris, kontakte kunstnere og tilbyde dem udstillinger i galleriet. Langt de fleste kunstnere, der kom til at udstille i galleriet i begyndelsen, var således kunstnere, som igennem kortere eller længere tid havde opholdt sig der.

Hen ad vejen ændrede situationen sig, eftersom Køpcke kom i kontakt med andre kunstnere, som enten allerede havde eller var ved at opbygge et netværk i Europa. Eksempelvis var Henk Peeters, der var en del af den hollandske informelle gruppe, som udstillede hos Køpcke i januar 1960, en dygtig organisator. Han talte Køpckes sag ved sine besøg rundt omkring og gav Køpcke forslag til, hvilke gallerier han skulle kontakte. Senere var han med til at stifte Gruppe Nul, som var en parallel til Zero-bevægelsen i Tyskland, og var med til at samle de to grupper i stort anlagte udstillinger. På det hjemlige plan fik Gunnar Aagaard Andersen betydning på grund af sine internationale kontakter, som han i flere tilfælde introducerede for Køpcke.

Inden han kom til Danmark, havde Køpcke haft mange forskellige typer af jobs, men så vidt vides havde han aldrig arbejdet på et galleri. Heller ikke Tut, som havde arbejdet ”for englænderne” i Hamburg (det er uklart hvori arbejdet bestod), havde nogen erfaring inden for branchen. På denne baggrund er det bemærkelsesværdigt, hvor professionelt de greb det an, da de startede galleriet. Ganske vist var det beliggende i en baggård i Læderstræde, hvor der tidligere havde været silderøgeri. Men invitationskort, gæstebog til besøgende og indklæbede presseudklip (som de abonnerede på), tyder på, at de havde et rimeligt godt greb om, hvad der krævedes. Dog havde de svært ved at tjene penge på virksomheden. Som nævnt findes der ikke meget om økonomien i arkivet, men flere breve tyder på, at de havde vanskeligheder med at få det til at løbe rundt.

Alligevel lykkedes det for dem i marts 1960 at bytte det ydmyge lokale i Læderstræde ud med bedre lokaler på adressen Lille Kirkestræde 1. Her kom langt de fleste mere eksperimenterende udstillinger til at finde sted. Det var de udstillinger, som på sigt var med til at skaffe Køpcke et internationalt renommé på grund af de kunstnere, som deltog. Gunnar Aagaard Andersen skrev senere om galleriet: ”Man var straks velkommen, hvad der for malere ikke gælder i ethvert galerie. Dette var ingen forretning, det blev det aldrig. Det blev noget, som også er vigtigt, det blev et galerie, som kom til at vise de væsentlige sider af den del af den samtidige kunst, som med sit væsen måtte stå uden for forretningerne.” Allerede i sommeren 1962 måtte nøglen til galleriet da også drejes om. Knud Pedersen, der havde lejet Nikolaj Kirke til sit kunstbibliotek, gav Køpcke mulighed for at vise nogle udstillinger i kirken (ligesom han også lånte kirkesalen ud til Fluxus-koncerterne i november 1962), men det blev kun til to. For Køpcke og Tut var gallerivirksomheden dermed forbi.

*
Anneli Fuchs *