1959-09-14

Kære fraværende Tut og nærværende Adi,
ak ja! Som altid når jeg fatter pennen, må mine første
være beklagelser (egentlig ejendommeligt, når jeg
samtidig må indrømme at de svar jeg får, altid
giver den modsatte oplevelse, nemlig glæde).
Det rørte mig dybt, at I havde ventet mig,
og guderne skal vide, at jeg intet hellere ville end
at være i København. Imidlertid forhindrer et
økonomisk sammenbrud, at jeg kommer til Kbh.
på denne side af din parisertur. Af og til hører
jeg på 2. eller 3. hånd lidt om jeres bedrifter.
Du kan ikke lide at være græsenkemand,
siger du. Det forstår sig. Det er sikkert lige så
ubehageligt for dig at undvære Tut, som det er

for mig at undvære København. Jeg maler så
meget jeg overhovedet kan nå, det er dog ikke
nok. Den omgang spontanisme jeg så i Københ.
var befriende. Jeg regner stadig med at få
en udstilling til foråret. Nå. gud ved om
verden står til den tid.
Det ligger stadig tungt t med piger på
Bogø, men dog bedre end det nogensinde har
gjort. Som de siger i kursberetningen i radioen:
"Tendensen var jævn, med stigende efterspørgsel."

Hilsen fra en taknemlig bogøbo:
Jørn Vind

Bogø, den 14. september 1959.